|
Helt tilbage i 1927 havde en amerikansk arkitekt ved navn John W. Hammes et ønske om at gøre det lettere for sin kone at håndtere køkkenaffald, og han opfandt derfor verdens første køkkenkværn. Han brugte 11 år på at gøre designet så godt som muligt, og i 1938 grundlagde han firmaet In-Sink-Erator i en lille butik i Racine, Wisconsin, USA.
I løbet af det første år solgte han 50 køkkenkværne, og kvaliteten af dem illustreres af, at en af dem stadig fungerede perfekt over 25 år senere! I fyrrene begyndte flere kvinder i USA at arbejde uden for hjemmet, og behovet for effektivitet i den hjemlige husholdning betød, at køkkenkværnen blev mere og mere populær.
I halvtredserne gennemførte de amerikanske sundhedsmyndigheder, som oprindeligt var imod køkkenkværne, flere forskellige tests, der afslørede, at køkkenkværne ikke skabte problemer i kloakrørene eller på rensningsanlæggene. Derefter gik de ind for udbredelsen af køkkenkværne i alle nye hjem.
I slutningen af tresserne blev køkkenkværnen stadig mere udbredt på grund af de hygiejnefordele, den medførte. I firserne betød intens produktudvikling, at køkkenkværnen blev mere effektiv og driftssikker, og det lykkedes at sænke støj- og prisniveau. Køkkenkværnen begyndte at blive populær uden for USA. I halvfemserne solgte In-Sink-Erator køkkenkværne i over 80 lande verden over. Over 80 kommuner i USA gjorde installeringen af køkkenkværne i alle nybygninger obligatorisk som led i en samlet miljøplan. I dag er køkkenkværnen en naturlig del af hverdagen for over 500 millioner mennesker verden over.
Senest i efteråret 2008 valgte Stockholms byråd, at køkkenkværne skulle være en del af deres affaldspolitik. Deres vision er, at alt offentligt transport inden for en årerække skal køre på biogas og el. Herved kan køkkenkværne være med til at gøre deres bidrag, ved at udnytte det kværnede organiske affald og omdanne det til biogas på rensningsanlæggene.
|
